Hamid El Demokrat El Mousti

Kære ven,

Hermed meddeler jeg at mit arbejdsliv slutter pr. 31. dec. 2012 . Jeg går på pension! Jeg vil benytte lejlighed til at sige tusind tak til alle der har holdt mig ud i de mange år jeg har været på arbejdsmarkedet. Både i Marokko, Grønland og i København. Jeg vil samtidig ønske dig og din familie en god jul og et lykkebringende Nytår. Må Allah give jer et godt helbred og vise jer den rette vej.

Jeg nyder min nye tilværelse som pensionist som jeg er startet på i maj i år men som starter officielt

1. januar 2013. Hver morgen når jeg står op, glæder jeg mig til ikke at skulle møde på arbejde. Jeg kan mærke det i min mave! Hver morgen! Næsten 50 år på arbejdsmarkedet! Set i bagklogskabets klare ulidelige lys, burde jeg være gået da jeg blev 65 år!

Jeg keder mig ikke : jeg laver 2 timer lokale TV om ugen ( www.tvsalam.dk). Ifølge Gallup TV-meter har vi 75.000 seere , i snit om uge. Pr. 1. januar 2013 skal jeg lave 2 timer lokale radio på FM 90,4 og 89,6

( kl. 13.00 til 15.00 om søndagen). Jeg bakser også med en elektronisk avis, på dansk og arabisk, som jeg håber, om Gud vil, bliver en realitet pr. 1. maj 2013. Alle gode kræfter er meget velkomne til at være med.

Jeg har beskæftiget mig med politik siden jeg var 9 år. Og det bliver jeg ved med indtil jeg stiller træskoene. Men jeg stiller ikke op til Københavns Borgerrepræsentation som jeg har været medlem af i 20 år!

Jeg er også med til at rådgive ( gratis) folk om juridiske emner, især om udlændingeret

( familiesammenføringsreglerne, opholdstilladelse, familiebesøg osv.) Jeg laver en del fjernsynsprogrammer ( på dansk og arabisk) om emnet som er meget populære hos seerne.

Men det bedste er når jeg passer mine 4 børnebørn. Jeg står til rådighed hele døgnet. De ringer, jeg kommer! Det er simpelthen pragtfuldt og livsbekræftende at have med de 4 banditter at gøre. 2 piger og 2 drenge.

Min kone, som arbejder som farmaceut, går først på pension i august 2014. Hun er 5 år yngre end mig. Da både min kone og jeg elsker at rejse er vi af vores børn blevet opfordret til at bruge hele vores lille formue på det ! Da begge børn har en akademisk uddannelse og sidder i gode jobs ønsker de ikke at arve noget som helst. Siger de! Vi har kontakter i Marokko, Spanien og Frankrig hvor vi kan bo gratis. Og det har vi tænkt os at benytte os af. Sammen med vores børnebørn ( uden deres forældre !) Især i vintermånederne. Om sommeren har vi tænkt os at flytte i vores sommerhus i Klint ( Nyk. Sj.). Vi har også talt om at flytte fra København da vi bor i en andelsbolig på 4. sal uden elevator. Og når man nærmer sig de 70 år, så….

Endnu engang tak fordi du er min ven på godt og ondt. Du er meget velkommen at kontakte mig hvis jeg kan være dig til noget nytte overhovedet eller hvis du har lyst til at være med til at lave fjernsyn, radio eller en elektronisk avis.

Hamid El Mousti

Juridisk rådgiver

Redaktionschef: TV-Salam

Radio-Salam / www.tvsalam.dk

www.elmousti.dk