Hamid El Demokrat El Mousti

Det officielle Danmark må imødekomme de danske muslimer

Det er meget vigtigt at striden om de forhånende Muhammed-tegninger bilægges hurtigst muligt.

Det kan man gøre ved at staten og det danske erhvervsliv stifter en fond til et moske-byggeri, til køb at en muslimsk begravelsesplads og til oprettelse af et institut for islamiske studier.

Instituttet for islamiske studier kan bl. a. sørge for at uddanne danske imamer med udgangspunkt i danske normer og værdier.

Instituttet vil være en værdig og en kompetent samtalepartner med de danske myndigheder om muslimsk relaterede emner. På den måde undgår vi de selvbestaltede imamer der læser koranen som fanden læser biblen.

Mine undersøgelser i muslimske kredse både herhjemme og i udlandet viser, at de muslimske lande vil betragte stiftelsen af fonden som en venlig gestus og de vil helt sikkert bidrage økonomisk til den.

Her og nu burde man sende en delegation af danske muslimske politikere på rundrejse til de toneangivende islamiske lande for at forklare dem de spilleregler der gælder i den demokratiske beslutningsproces.

Hamid El Demokrat El Mousti

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation.